Daniel Blumenthal (f. 1952) er klaverprofessor ved Det Kgl. Flamske Musikkonservatorium i Bruxelles og desuden en meget flittig koncertgiver over det meste af verden.

Allerede tidligt blev han kosmopolit. Han er født i Tyskland, startede sin klaverkarriere som femårig(!) i Paris og fortsatte sin uddannelse i USA sluttende på den berømte Juilliard School of Music i New York.

Som ung vandt han et utal af klaverkonkurrencer. Nu sidder han i stedet for i dommerpanelerne. Som koncertpianist deler han sig mellem solokoncerter, akkompagnementsopgaver og kammermusik. Dertil kommer en meget omfattende cd-produktion med mere end 80 indspilninger.

Daniel Blumenthals eget repertoire er meget omfattende. Hans Bachspil er bemærkelsesværdigt, men også den store romantiske klavermusik ligesom den helt nye musik mestrer han med overlegen teknik og stilistisk indlevelse.